Tilgivelse – en vej til indre fred
Tilgivelse er ikke at sige, at det der skete var i orden.
Det er ikke at glemme, fortrænge eller lade som om, smerten ikke fandt sted.
Tilgivelse er en stille beslutning om ikke længere at bære bitterheden med sig.
For bitterhed er tung. Den sætter sig i hjertet som skygge og lukker for det lys, der ellers kunne få lov at strømme frit.
At tilgive er ikke at frikende den anden – men at befri sig selv.
Det er at løsne de bånd, vi ubevidst har bundet til dem, der sårede os.
Det er at give slip – ikke for deres skyld, men for vores egen.
For når vi slipper bitterheden, kan noget nyt træde frem:
Lethed. Stilhed. Ro.
Ikke fordi smerten forsvandt, men fordi vi ikke længere klamrer os til den.
Tilgivelse er ikke en svaghed. Det kræver mod.
Det kræver viljen til at stå ansigt til ansigt med det, der gjorde ondt –
og alligevel vælge ikke at gøre ondt på sig selv igen og igen
ved at bære det videre i hjertet.
Mange af dem, vi har brug for at tilgive,
vil måske aldrig se deres egne handlinger klart.
Men det behøver ikke være din byrde.
Det er deres.
Det eneste du skal tage ansvar for,
er at befri dig selv – for din egen skyld.
Det er ikke altid let.
Men det er muligt.
Og i det øjeblik bitterheden glider væk,
opstår et rum af fred.
Et rum hvor du kan trække vejret frit igen.
Et rum hvor du kan vende hjem til dig selv.
Og måske…
er det dét, tilgivelse i virkeligheden er:
At vende hjem.
Til det fredfyldte sted i dig, hvor intet er i kamp.
Hvor du er hel. Hvor du er fri.
