Spiritualitet og opvågning

Spiritualitet er ikke en præstation.

Det er ikke et mål, ikke noget man kan opnå og sætte flueben ved.

Det er en rejse – blid og dyb, åben og uforudsigelig.

En opvågning, trin for trin, som en trappe vi alle går på i hver vores tempo.

Forestil dig denne trappe.

Vi står alle på hver vores trin – og ingen plads er bedre end en anden.

Hver eneste menneskelig oplevelse er en del af rejsen.

Og vi kan kun stå præcis der, hvor vi står.

Nederst på trappen lever vi fuldt ud i verden –

vi tror, vi er nogen, at vi har en selvstændig vilje,

at vi skal kæmpe, kontrollere, overleve.

Vi føler os som ofre for livet, andre mennesker, systemer, barndom og skæbne.

Der er meget smerte her – men også begyndelsen på længslen efter noget mere.

Når vi bevæger os opad, begynder vi at ane illusionens natur.

Vi begynder at se, at alt det, vi troede var “virkeligt”,

er en slags film – et sindets drama, som vi selv medskaber.

Oppe i de højere lag af bevidsthed,

bliver livet ikke perfekt – men gennemsigtigt.

Vi ser, at vi er her for at lære.

At alt, der kommer til os –

skyld, skam, vrede, afhængighed, lidelse, tab –

ikke er for at straffe os,

men for at vække os.

Når vi går endnu højere, bliver der stille.

Vi begynder at leve i en blid indre fred,

en følelse af taknemmelighed uden årsag.

Vi mærker, at vi er ét med alt –

og at intet mangler.

Ikke som en tanke.

Men som en ro i hjertet.

Men – og det er vigtigt:

Der er ikke noget sted på trappen, der er bedre end et andet.

Der er kun det sted, hvor du står lige nu.

Og det sted fortjener kærlighed, nærvær og ærlighed.

Opvågning kræver ikke, at du “kommer op”.

Det kræver blot, at du erkender, hvor du står – med venlighed og indre kærlighed.

At du tør se dine skygger og stadig blive.

Det er ikke en konkurrence.

Det er ikke en spirituel præstation.

Det er en rejse hjem i dig selv.

Og derfra – i Gud.