Jeg var så blind – nu ser jeg
Jeg var så blind…
Hvorfor så jeg det ikke?
Alle pegede udad – mod verden, mod præstationen, mod alt det, jeg troede jeg skulle være.
Men ingen fortalte mig, at det jeg længtes efter, boede bag mine egne øjne.
At svaret aldrig var i forgrunden – i støjen, i rollen, i jagten. Det var bare lidelse.
At mit dybeste kald var at vende mig om,
ikke væk fra livet,
men hjem til mig selv.
Hvorfor sagde ingen noget om baggrunden – den elskede, stille baggrund,
hvor Gud hvisker og alting føles som sandt.
Hvor jeg ikke er nogen, men alt.
Hvor jeg ikke behøver andet end at være.
Jeg søgte, og jeg søgte.
Så mange steder.
Gjorde mig umage.
Længtes.
Snublede.
Men det var nødvendigt.
Alt sammen.
For det er kun, når tågen letter, at man opdager solen altid var der. Man kan først se det, når man kan se det.
Det var en labyrint – ja.
Med illusioner, fristelser, smerte og drømme.
Men det var også en invitation, fra en indre Guide.
Til at dø væk fra det, jeg troede jeg var.
Og blive født som det, jeg altid har været.
Nu ser jeg.
At der ikke er noget at finde,
for jeg har aldrig været væk.
Jeg har bare glemt.
Nu ser jeg.
At friheden ikke er noget, jeg får.
Den er noget, jeg er.
Og i denne erkendelse, i denne stilhed,
blomstrer glæden.
Ikke som et højt råb –
men som en dyb taknemmelighed der fylder mit væsen.
Nu er der kun ét at sige:
I am
Og det er nok.
Tom Stern
